EFTER SYGDOM PRæDIKER PAVEN IGEN TIL PåSKEMESSE

En veloplagt og frisk pave Frans har torsdag med en prædiken til en messe i Peterskirken påbegyndt fire dages intens markering af påsken.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der beskriver, at paven ser frisk ud igen.

Den 87-årige pave har den seneste tid været ramt af både bronkitis og influenza, hvilket har gjort, at han til flere messer har haft en hjælper til at læse prædikenerne op.

Messen i Peterskirken i Vatikanstaten i Rom blev afholdt i forbindelse med helligdagen skærtorsdag, der leder op til langfredag, hvor Jesus blev hængt på korset.

Påsken er en særlig stor begivenhed i den katolske kirke, hvorfor paven også har fyldt kalenderen de kommende fire påskedage.

Torsdag eftermiddag ventes paven at tage ud til en kvindeafdeling i Roms fængsel.

Her vil han vaske de indsatte kvinders fødder, som led i den traditionsrige fodvask-ceremoni.

Ceremonien skal afspejle, at Jesus vaskede sine apostles fødder for at vise sin ydmyghed overfor dem, natten før han døde.

Pave Frans er den første pave til at afholde ceremonierne skærtorsdag uden for kirkerne. Desuden er han den første pave til at inkludere kvinder og ikke-kristne i ceremonien.

Skærtorsdag er den første af i alt fire dages intens spiritualitet, der kulminerer påskesøndag. Det er den helligste dag i den katolske kalender, fordi den markerer Jesu opstandelse.

Paven har den seneste tid ud over at videregive sine oplæsninger til en hjælper på grund af sygdom også aflyst en ellers planlagt tur til klimatopmødet i Dubai i december på grund af sygdom.

Desuden er paven ramt af en række skavanker. Ifølge Reuters har han svært ved at gå, og jævnligt bruger han stok eller bliver kørt i en kørestol.

I slutningen af februar var pave Frans en kort visit på hospitalet.

Det er dog fortsat uvist, hvad besøget omhandlede andet end en undersøgelse.

/ritzau/

2024-03-28T11:56:02Z dg43tfdfdgfd